Dyrenes alliance

Dyrenes Alliance er en forening for dig der ønsker en bedre verden for dyr og som har lyst til at møde andre der brænder for samme sag. De er en forening af og for unge dyrevenner og de uddanner og styrker deres medlemmers handlekraft i deres arbejde for dyrs rettigheder.

De er på gaden og laver aktiviteter, afholder workshops, arrangerer foredrag og sociale arrangementer og de har lokalforeninger over hele landet – så uanset hvor du bor kan du møde andre unge med samme interesse som dig og være med til at gøre en forskel.

Dyrenes Alliances arbejde er den praktiske udfoldelse af deres formål, som er at støtte unge danske dyrevenner i deres arbejde for at skabe en bedre verden for dyr. De ønsker at uddanne og dygtiggøre deres medlemmer sådan at de kan blive endnu stærkere fortalere for dyr.

Deres tre nøgleord er demokrati, aktivisme og fællesskab. Alle medlemmer har mulighed for at præge foreningen og gøre sine meninger gældende. I deres lokalgrupper laver de en række aktiviteter, som alle er velkomne til at deltage i. Dyrenes Alliance er seriøse omkring deres arbejde, men samtidig har de en let og hyggelig tilgang til det, da de mener, at det er vigtigt at styrke det sociale element for at de kan være effektive. Et godt fællesskab styrker Dyrenes Alliances aktiviteter og sikrer at demokratiet fungerer optimalt.

Dyrenes Alliance står også bag VeganerUdfordringen.